Møllevandring i Vejle

Mødested: Ved Økolariet Dæmningen 11, 7100 Vejle

Jan Nygaard, tidligere lærer ved Damhavens Skole fører på en spændende tur rundt i byen, hvor han fortæller om Vejles møller.

Opfindelsen af vandmøllen, og med den, udnyttelsen af vandets kraft, frigjorde arbejdskraft, som hidtil havde været bundet til grutning af korn til mel. Men udnyttelsen af vandkraften handlede ikke bare om   melproduktion. Den blev også udnyttet til flere forskellige andre produktionsformer.

De første vandmøller i Danmark kan spores tilbage til slutningen af 1000-tallet, og de første nævnes i skriftlige kilder i første halvdel af 1100-tallet.

Vejle fik måske en vandmølle allerede engang i 1200-tallet, der var ejet af kongen, og som lå cirka der, hvor Økolariet ligger i dag.

Det er derfor naturligt, at en ”møllevandring” begynder netop her, og fortsætter over på den anden side af Dæmningen, hvor dampmøllen lå. Turen går til havnen, da dampmøllen blev flyttet hertil. Mølholmsdammen er næste stop. Her har ligget en vandmølle i forbindelse med Mølholm bæk til omkring år 1900. Det sidste stoppested er møllebakken med Vejle Vindmølle med sin flotte udsigt over byen.